Hedensted Dyreklinik

KAT

Aktivering af kat

En stimuleret kat er en sund og glad kat.

Hvilken rolle har motion for katten?

Regelmæssig motion og mental aktivering er afgørende for din kats sundhed og trivsel – både fysisk og mentalt. Katte har et naturligt behov for at jage, klatre, udforske og bruge deres sanser. Uden stimulation kan de blive overvægtige, understimulerede og udvikle adfærdsproblemer.

Hvorfor er aktivering vigtigt?

  • Bidrager til vægtkontrol og forebygger overvægt
  • Mindsker risikoen for ledsmerter, hjerte-kar-sygdomme, diabetes og luftvejsproblemer
  • Bevarer muskelmassen under eventuelt vægttab
  • Stimulerer kattens naturlige jagtinstinkt og mentale sundhed

Sådan kan du aktivere din kat

Start roligt og gradvist
Du behøver ikke bruge flere timer dagligt på leg – få minutter kan gøre en stor forskel. Start med 2-3 korte legepas om dagen af 2 minutter og øg gradvist til 5-10 minutter.

Leg og jagt
Brug interaktivt legetøj som ”fiskestænger” med fjer, bolde eller små genstande, der kan rulle og hoppe hen over gulvet. Sørg altid for, at katten får lov til at ”fange byttet” til sidst – det holder motivationen oppe.

Legetøj og miljøberigelse
Selvstændigt legetøj kan være et godt supplement, men bør ikke erstatte din daglige leg med katten. Brug forskellige typer legetøj, og skift dem ofte ud for at holde interessen ved lige.

Foderaktivering
Katte elsker at arbejde for deres mad. Du kan gemme foder i huset, så katten skal bruge sin næse og nysgerrighed til at finde det, eller benytte aktivitetslegetøj, der frigiver maden lidt ad gangen. Du kan også nemt lave dit eget foderlegetøj af paprør, mælkekartoner eller toiletpapirhylstre med huller i.

Klatring og udforskning
Katte elsker at komme op i højden. Skab vertikale miljøer med hylder, vinduespladser eller klatretræer, så din kat kan springe, klatre og observere.

Gåture i snor
Selvom det er mest almindeligt med hunde, kan mange katte også lære at gå i sele. Det giver indekatte ekstra stimulation og mulighed for at udforske verden i sikre rammer – uden forventning om at gå pænt eller på plads.

Tip: Gør alle nye lege og aktiviteter nemme i starten, så katten ikke mister lysten. Øg sværhedsgraden gradvist og afslut altid legen med en belønning.

Relaterede behandlinger