Om flåter og andet kryb
Mandag morgen kl 7.55 ringer kliniktelefonen. ”Min hund har fået en tæge! ” fortæller den bekymrede hundefar med høj stemmeføring, der ikke efterlader nogen tvivl om at kræet mindst berettiger til en akut-tid hos dyrlægen.
Således er arbejdsugen ikke mange minutter gammel før en af forårets tilbagevendende telefonsamtaler finder sted.
” Nåh, det skal du ikke være så bekymret over. Tæger er søde små grønne insekter, der lever af saft fra blade. Hvis en af dem er faldet ned i pelsen på din hund, så skal du bare løfte den op og bære den forsigtigt udenfor til en grøn busk, så skal den nok klare sig.” (Nej, det sagde jeg naturligvis ikke!)
Beskrivelsen af den formodede tæges anatomi flytter den fra insektfamilien til gruppen af blodmider – nærmere bestemt arten Ixodes Ricinus også kaldet skovflåten. Den er en kendt og uelsket lille mide, som de fleste hundeejere stifter bekendtskab på et eller andet tidspunkt. Ud fra størrelsen – 1 cm lang – kan vi bestemme dagens eksemplar til at være en 3-årig hun. Hun er stor og fyldt med blod, fordi hun samler næring til de 3.000 æg, hun lægger i skovbunden inden hun dør.
Der findes også mange andre typer flåter, men det er skovflåten, vi taler mest om. Den har nemlig den ubehagelige egenskab, at den kan overføre sygdomme til mennesker– Borrelia, Anaplasma og TBE – en hjernebetændelse, der dog kun findes på Bornholm og et fåtal andre steder..
Din hund kan godt blive smittet med Borrelia eller Anaplasma, men det er meget sjældent at der er symptomer. Vi ser kun ca.1 tilfælde årligt af sygdommene, men man ved at mange flere hunde har antistoffer, så de har oftest en stum infektion.
Telefonsamtalen slutter med at jeg opfordrer hundeejeren til at købe et middel mod skovflåter – der findes en del i handlen, de nyeste og bedste er på recept, så der skal du kontakte din dyrlæge for at få vejledning. (Og lad være med at falde for mystiske ”giftfrie” kure eller alt for gode tilbud på udenlandske hjemmesider – du og din bedste ven bliver bare snydt)
Samme aften dukker min egen kat op med en imponerende stor skovflåt lige i panden. Med lidt besvær for vi indfanget hende – hvordan kan det være, at katte altid ved, når man vil dem noget bestemt? Flåten fjernes med et snuptag og bliver professionelt aflivet ved splatning mellem 2 sten udenfor.
Der findes mange fine flåt-tænger og pincetter, som man kan bruge til at fjerne flåter med, men min foretrukne metode har altid været 2 skarpe negle, der klemmer om hovedet, drejer en halv omgang og så vupti er den flåt ude. Vær ikke bange for at efterlade rester af munddele, de bliver hurtigt afstødt.
Til sidst noterer jeg, at jeg skal huske at få min egen kat behandlet. Som sagt, så er risikoen for sygdom hos vores kæledyr ikke ret stor, men tanken om at dele sofa med et par småsultne skovflåter er ikke tiltalende. Desuden virker alle flåtmidlerne også mod lopper, så det giver god mening at forebygge problemerne.